Lektørudtalelse

Forfatter: Torben Bråe Olesen

Anvendelse/målgruppe/niveau

Her er andet bind i Josefine Ottesens serie, en selvstændig fortsættelse, hvor hun skriver et bind for hvert århundrede fra år 1000 og frem. Der er mange faglige muligheder for 7. og 8. klasser i bogen, som også kan anvendes til oplæsning for børn fra 10 år. Bogen er også for voksne

Beskrivelse

Thorbjørn er træl, taget af vendiske sørøvere, og han befries og vender hjem til Sydfyn med det han har lært i trældommen, at træne heste og med evner for at blive ridder.Han er ikke af ædel byrd, men blot det uægte oldebarn af Ragnhild, som var hovedperson i første bind. Selv da han møder sin far, Bjørn, og viser sig værdig til ridderæren, kan han på grund af sin stand ikke blive slået til ridder. Han vælger til slut kærligheden, og gåsepigen, Grith. De slår fæste og Thorbjørn bliver bryde på Bjørnmosegård. Sprogligt bruges der mange gamle udtryk, og tak for det, fordi der findes en ordliste, landkort og meget andet på: www.danerriget.dk. Det er en elementært velfortalt historisk roman med en dannelseshistorie om en ung mand, men nok også en brik til en større dannelseshistorie, som er national og regional omkring det sydfynske. Flot forside og velfungerende bagsidetekst passer til indhold

Sammenligning

Det er en selvstændig fortsættelse i serien, som kan læses uden at have læst det første bind. Der er i dette bind et meget tydeligt slægtskab til dannelseshistorien i fantasyserien Krigeren

Samlet konklusion

En vellykket historisk roman med nutidigt perspektiv på historie, religion og social stand i en spændende dannelseshistorie