
Om dette arrangement
Livestreaming fra Aarhus Universitet - Antistof og antiverden
Med professor i Fysik Jeffrey S. Hangst, institut for Fysik og Astronomi, Aarhus Universitet.
Ordet ‘antistof’ fremkalder ofte vilde forestillinger om fx dommedagsvåben eller energikilder til rumskibe. Men hvorfor er der så stor interesse for dette gådefulde antistof? Fordi universet slet ikke burde eksistere. For da universet opstod ved Big Bang, burde der være skabt lige meget stof og antistof, og de ville tilintetgøre hinanden. Men antistoffet er pist forsvundet.
Studier af antistof gemmer måske på nøglen til at forstå hvorfor fx stjerner, planeter og mennesker faktisk er til.
Du får en introduktion til fysikernes teori bag antistof og en dybere gennemgang af det eneste antistofatom, som det er lykkedes forskerne at fremstille: antihydrogen. Antihydrogen, som også kaldes antibrint, er antistof-modstykket til det mindste atom i vores almindelige stofverden, hydrogen – hvis struktur Niels Bohr optrevlede for mere end 100 år siden.
Hvordan er antiverdenen? Har antihydrogen den samme struktur som hydrogen? Falder den opad eller nedad? Få svaret på disse spørgsmål.

Foto: Maximilian Brice CERN
Naturvidenskab på lærred
Med livestreaming er det muligt at komme tæt på forskernes nyeste opdagelse indenfor alle grene af naturvidenskab. Niveauet er højt, man bliver udfordret og alle kan være med uanset faglige forudsætninger.
Aarhus Universitet sender direkte foredrag om naturvidenskab til mere end 300 steder, for flere tusinde tilhørere på én og samme dag.
Foredraget begynder præcis kl. 19. Vi anbefaler, I ankommer senest 18.50.
'Offentlige foredrag i Naturvidenskab' er støttet af Carlsbergfondet.