Det nye arrangementskatalog er landet!

16.01.24
Kom forbi biblioteket og hent et eksemplar, eller få overblikket i vores webkalender.

I denne sæson har oplevelserne nøgleord som stoftryk med bogcitater, digter-rebellen Jeppe Aakjær, kunstig intelligens og SmukHerfølge.

Andre temaer er skriveværksted, stjernevandring, kyndelmisse med ufo'er, Møgmis, Prince, Karen Blixen og kålhydrater - og meget, meget mere.

Troldspejlet Live og Peter Øvig

Hos KøgeBibliotekerne kan vi lide at igangsætte og eksperimentere - det gør vi bl.a. i denne sæson i et tættere samarbejde med Teaterbygningen om et nyt arrangementsformat i en væsentlig større skala, end vi plejer.

Du kan derfor møde Jacob Stegelmann i en Troldspejlet Live i marts, og i maj gælder det Peter Øvig Knudsen, som vil fortælle om sin seneste bog Dem, der ikke tier om børnehjemsbørn i statens varetægt.

UGE 17

Vi sætter også fokus på din, min og vores rolle i forhold til FN´s 17 verdensmål, der kan hjælpe os alle sammen med at skabe en bæredygtig udvikling.

På bibliotekerne er vi optaget af at gøre verdensmål til hverdagsmål. Hele uge 17 er dedikeret til at give dig inspiration til hvad du kan gøre.

Vores Uge 17-arrangementer byder bl.a.  på bæredygtig strik med affaldsuld og en familiecykeltur til nogle af Køges gode naturspots.

Se Uge 17-arrangementerne

H.C. Andersen-udstilling

Som altid har vi masser af aktiviteter for børn og familier på programmet.

I marts kan I fx gå på opdagelse i en flot udstilling, hvor danske illustratorer har sat farver på en lang række af H.C. Andersens eventyr. De flotte værker giver nye blikke på de kendte eventyr og puster liv i de glemte.

Udstillingen løber fra den 4. til den 30. marts, og der er også både papirklip- og perlepladeworkshops, I kan være med i.

Du kan få det fulde overblik over hele forårets arrangements-program i webkalenderen.

Kig også forbi biblioteket og hent et trykt eksemplar.

KøgeBibliotekerne er til for dig. Lad os samles om nye indtryk og sætte aftryk.