Foto: Unsplash / Kevin Wolf

Engang handlede sankthans (også) om at skræmme svampe væk

22.06.23
Solen står på sit højeste netop nu, og i gamle dage var det en potent årstid for magi og ritualer, mente man. Hør mere om gamle solhvervstraditioner og om hekse i disse podcasts på eReolen.

Sommersolhverv har siden tidernes morgen været en gigantisk fest for lyset og livet og også et tidspunkt, hvor man forsøgte at beskytte sig mod onde kræfter.

Mange af disse gamle forestillinger lever videre i de traditioner, vi i dag har knyttet til sankthans. Nogle traditioner er dog også forholdsvis nye. Fx er den symbolske afbrænding af en heksedukke kun omkring hundrede år gammel.

Hvis du er nysgerrig på viden om de gamle ritualer eller på hekseberetninger, så er der gode podcasts på eReolen.

Vækild, Salem og moderne hekse

I Historiepodcasten med Katrine og Marie kan man høre om, hvordan ild i form af fakler i gamle dage blev brugt til at jage alt djævelskab bort ved midsommer - og det gjaldt altså også svampe. Den form for ild blev kaldt for "vækild" (som i 'vække' eller 'våge'), og det er bl.a. reminiscenser af dette, der lever videre i sankthansbålet.

Et andet afsnit af podcasten går i dybden med de berømte hekseprocesser i Salem, USA, i slutningen af 1600-tallet, hvor mere end to hundrede mennesker blev anklaget for trolddom og 19 blev henrettet. Formentlig var der en naturlig forklaring på "heksenes" adfærd og oplevelser - og måske havde det noget med rugbrød at gøre.

Anders Lund Madsen tager i sin podcast Fedeabes Aktuelle Forklaringer også sankthans op og ikke mindst det, han kalder den bekymrende hekseafbrændingsdel af festen i afsnittet "Den allergiske heks", hvor han taler med en moderne heks om, hvad det vil sige at betragte sig selv som heks i dag.

Glædeligt sommersolhverv, midsommer og sankthans til alle - hvadend du fejrer på denne lyse, magiske tid.

Tags
Materialer