Foto: Jacob Kobbernagel

Jacob anbefaler sommerlæsning

21.07.23
Jeg har været på jagt i børnebiblioteket efter de gode historier og den spændende viden. Børnebibliotekarerne anbefaler sommerlæsning i hele sommerferien.

Kig med herunder og bliv inspireret til at finde nogle bøger til hyggelæsning i sommerferien, så I kan deltage i Sommerbogen.

Insekternes hemmelige liv

Insekter er virkelig seje dyr, som kan de mest fantastiske ting. De kan kravle på loftet med hovedet nedad eller være grusomme og lave mariehøns til zombier. Der er også nogle der kan blinke og nogle der har en giftkanon i rumpen. Du synes måske insekter er klamme, men de er faktisk super nyttige for os mennesker. Læs om alle deres skøre, mærkelige og spændende hemmeligheder i denne forunderlige bog.

Blod på tanden

Her er det dig som vælger handlingen og det er en barsk start, for du vågner tung i hovedet på en briks og kan ikke huske hvordan du er havnet her. Når du træffer de forskellige valg, støder du på en sygeplejerske og en læge, men er de mon hvem de udgiver sig for at være og hvad er der mon sket?

I klovnenes kløer

Til jer der elsker gys og spænding!
Jacob passer fiskedammen i et Tivoli. Drengen Milo vinder hovedpræmien, en klovnedukke og herefter forsvinder han i Spøgelsestoget. Herinde findes en parallelverden hvor der er en masse klovne, men de er hverken søde eller sjove. Jacob og pigen Bella der arbejder i spøgelsestoget leder efter Milo i parallelverdenen, men hvordan kommer de tilbage og hvorfor var Milo så besat af at vinde klovnedukken? 

Krypto - ned i dybet

Ophelia flytter til en ny plejefamilie i Saltvik som er omsorgsfulde og aktive. Interessen for kryptozoologi (mytologiske dyr) deler Ophelia med naboen Bernard som er ældre fisker. De udforsker sammen hvad der gemmer sig under havoverfladen og leder efter en dreng der er forsvundet. Flot og levende illustreret tegneserie! 

Matemystik i laboratoriet

En telefonbesked fra et ukendt nr sætter gang i en jagt på personen bag og samtidig skal jorden reddes fra en stor katastrofe. Her skal man ikke bare være god til at læse, men også kunne løse de matematiske gåder der er på din vej ud af laboratoriet. Du er hovedpersonen og er med til at vælge handlingen.

Kamma og Kamal (eReolen)

Skøn og letlæst bog om den første spirende spirende kærlighed mellem Kamma og Kamal. Det er skønt at have en kæreste, men hvad skal Kamal gøre på fredag, når Kamma har inviteret til fødselsdagsmiddag og der er kærlighedskødboller på menuen? Kamal spiser jo ikke svinekød...

Materialer