Foto: Unsplash / Element5 Digital

Mens vi venter på valget d. 1/11

05.10.22
Aktuelle bøger der gør dig klogere på tidens store politiske spørgsmål og udfordringer.

Som optakt til folketingsvalget har vi samlet en række fagbøger, der forholder sig til nogle af tidens store udfordringer og går i dybden med emnerne fra forskellige vinkler.

Klima, sikkerhed, økonomi og andre store emner

I bøgerne kan du bl.a. læse om bud på håndtering af klimakrisen og veje til den grønne omstilling.

Du kan få indblik i økonomisk politik og blive bedre rustet til at afkode diskussionerne om dette tema.

Der er bøger om de politiske aspekter af sundhed og om psykiatriens danmarkshistorie, to forbundne emner, der uden tvivl vil komme til fylde i debatten.

Og der er bøger om sikkerhedspolitik og om de regioner i verden, der i øjeblikket udgør internationale politiske hotspots.

Hvorfor vælger vi, som vi gør?

Du kan også læse om teknologiens fordele og ulemper. For lige så vel som digitale og sociale medier kan fremme demokratiet og muligheden for at engagere sig, lige så vel har vi set hvordan de kan sprede fake news og bruges til anti-demokratisk påvirkning af valgresultater.

Der er også bøger, som mere bredt ser på politik og demokrati. Du kan fx blive klogere på vælgeradfærd og hvorfor vi vælger, som vi gør.

Bogen Usikker modernitet giver et indblik i udviklingen af danskernes livsværdier inden for områder som politik, arbejdsliv og familieliv over en periode på 35 år, stort set frem til nu.

Og Jürgen Habermas’ Borgerlig offentlighed fra 1961 er en klassiker i politisk filosofi og har haft stor betydning for den nutidige forståelse af, hvad demokrati er, og hvordan det praktiseres.

Sluttelig giver bogen Hvem bestemmer et oplagt afsæt til at snakke med børnene om politik og demokrati, fra byrådet til Folketinget.
 

Fra tirsdag den 11. oktober til og med fredag den 28. oktober kan du brevstemme til folketingsvalget i Borgerservice Light på Borup Bibliotek.

Sådan brevstemmer du i Borgerservice Light

Materialer