Hassan fra Køge: Ramadanen er meget mere end faste

17-årige Hassan går i 1. g. på Køge Gymnasium. Han har været med i en DR-dokumentar om ramadanen.

Lige nu holder muslimer over hele verden ramadan, og det betyder blandt andet, at man faster fra solopgang til solnedgang. 

Da Hassan Shawi var 11 år gammel, holdt han ramadan for første gang. Hvordan det gik, kan man se i dokumentarserien Hassan og Ramadanen på DR.

I 17 afsnit følger vi Hassans liv før, under og efter ramadanen hjemme i Søsvinget, på Ellemarkskolen og til fodboldtræning i Herfølge Boldklub.

Vi har inviteret Hassan til en snak om, hvad ramadanen betyder for ham i dag.

Hvad er det bedste ved at holde ramadan?

At det er en måneds pause fra den sædvanlige hverdag og det travle liv. Det er en tid, hvor jeg filosoferer over livet, kigger indad og bruger mere tid på at læse i Koranen og reflektere mere over det, jeg læser.

I min familie gør vi meget ud af det. Vi pynter op med ramadanpynt, ligesom man gør til jul. Vi har nogle rigtig flotte halvmåneformede ramadanlamper, og så dækker vi op med en flot dug og særlig flotte tallerkner. Selvom man først behøver at faste som 15-årig, så er ramadan også en særlig måned for børn, de bliver fanget af stemningen.

Hvad er det værste ved at holde ramadan?

Det er sådan en dag, hvor man er virkelig tørstig helt fra morgenen af. I år falder ramadanen heldigvis ikke om sommeren. Der kan det være hårdt at undvære væske.

Hvad betyder ramadanen for dig?

Når man mærker, hvor hårdt det er at faste, bliver man meget mere taknemmelig for sit liv og for alt det, man har. Når man har prøvet selv at undvære mad, så connecter man bedre til de mennesker, der ikke har så meget. Derfor er ramadanen også en tid, hvor man donerer penge til de fattige. Man bliver taknemmelig for at være sund og rask og for at kunne åbne køleskabet og spise, når man er sulten.

Hvordan var det at være med i dokumentaren?

Det var fedt - det var en cool følelse at blive filmet, og at de var med i skole og til fodbold. Jeg oplever, at folk genkender mig fra serien, og det er fedt, at jeg har været med til at fortælle om ramadanen. Mange medier har haft negative historier om, at muslimer ikke kan klare deres jobs og studier under ramadanen. Det er godt med et mere positivt budskab.

Da du holdt ramadan første gang som 11-årig efter dit eget valg, var det blandt andet, fordi du ville være lige så sej som dine storebrødre. Er du så blevet det nu?

Ja det er jeg helt klart! Jeg synes, det var sejt, at de kunne klare arbejde og skole, mens de fastede, og det mål har jeg også nået i dag. Det motiverer mig at kunne klare tingene på trods. Ramadanen skal ikke være en undskyldning for ikke at kunne klare det, man normalt gør. Du skal kunne tackle svære ting. I Koranen står der "Gud belaster ikke din sjæl ud over, hvad du kan bære".

Ramadanen slutter med eid-fejringen. Hvordan fejrer I det?

Vi starter dagen med en lækker luksusmorgenmad, og så ringer vi rundt til ALLE i familien og ønsker dem en velsignet eid. Det kan tage flere timer. Huset er fuld af blomster, fordi man sender blomster til alle, man kender. Den første uge efter ramadanen er man helt oppe at køre, det er en vild følelse at kunne spise, alt det man vil.

Tags
Materialer