Argentina indtager sejrsskamlen flankeret af Frankrig og Kroatien

VM-udstillingen: Tillykke, Argentina!!

19.12.22
Efter en eminent finalekamp kan Argentina kalde sig verdensmestre - romanen 'Der er nogle typer dernede' har indtaget sejrspladsen.

VM-finalen blev et gigantisk drama mellem Argentina og de forsvarende verdensmestre Frankrig.

Uden tvivl stod de to hold for turneringens flotteste kamp - en ren følelsesmæssig rutschetur, som virkede til at blive afgjort hurtigt, da Argentina kom foran 2-0, men så kom Frankrig tilbage, og først efter en nervepirrende straffesparkskonkurrence kunne Messi & co hjemtage pokalen.

Argentina og en bog fra et VM, der ligner

I VM-udstillingen med fortællinger fra deltagerlandene har Argentina derfor indtaget vinderpladsen med Antonio Dal Masettos Der er nogle typer dernede, der faktisk ér en VM-fortælling, som udspiller sig under det kontroversielle VM i Buenos Aires i 1978.

Det VM har flere lighedspunkter med det just overståede, for i 1978 var der også mange diskussioner om, hvorvidt man skulle deltage eller boykotte. Årsagen dengang var, at militærjuntaen to år tidligere havde taget magten i Argentina ved et blodigt kup, og at mange systemkritikere og andre civile forsvandt sporløst.

I 1978 vandt Argentina i øvrigt også mesterskabet.

Frankrig og Kroatien

Andenpladsen her i 2022 tilfaldt Frankrig, som i udstillingen er repræsenteret ved Édouard Louis og hans coming-of-age-roman Færdig med Eddy Bellegueule, der skildrer en brutal opvækst som homoseksuel i et forrået landmiljø.

På tredjepladsen står Kroatien med Nataša Dragnićs Hver dag, hver time - en kærlighedshistorie, der starter i barndommen og varer ved.

Læseoplevelser fra hele verden

Med 32 nationer fra hele verden har udstillingen været en mulighed for at sætte spot på lande, som vi ikke så tit læser litteratur fra.

Du kan stadig nå at kigge forbi og låne vinderbøgerne - og inspireres til endnu flere verdensomspændende læseoplevelser i den første artikel med alle 32 bøger.

Tags
Materialer