Bøger skal da læses ik? Jo - men pas på for nogle gange bider de!

De fleste gange er det bare ren hygge at læse en billedbog – kigge på billederne og nyde historien.

Men der er nogle billedbøger som er lidt skæve, finurlige eller lidt mystiske. De udfordrer lidt i forhold til hvordan man normalt læser billedbøger. Det er sjovt for læserne, små som store. Prøv selv nogle af bøgerne herunder:

I Bogmonsteret Gumle, føles det næsten som om monsteret bliver levende. Det spiser nemlig den bog som man sidder og læser. Gumle tager også en bid af af Guldlok og de tre bjørne og flere andre eventyr. Det vender op og ned på handlingerne i de velkendte eventyr og det er underholdende.

Haps! : en bog med bid i fortsætter i samme rille og her er det en krokodille som spiser ordene i historien om den grimme ælling. Skal historien om den kære ælling reddes, må bogen rystes indtil flere gange af læser eller lytter.

Hvis ikke bøgerne skal rystes skal de vendes - i Hvirvelvinden leger en gris med en drage og man kan næsten mærke hvirvelvinden i virkeligheden. Teksten vender i takt med sideskift, så bogen skal vendes ligesom vinden der snurrer rundt, hver gang der bladres.

Hvis det skal være gakket og fyldt med spørgsmål, der leger med sproget, går man ikke galt i byen med Verden er fuld af spørgsmål – nogle kan man få svar på. Ord og ordsprog spiller godt sammen med foto der på humoristisk vis er manipuleret. Det er sjovt og der er masser at snakke om.

Ordløse billedbøger kræver også noget andet af læser og lytter. Historierne opstår undervejs, som billederne kommer frem på siderne, og de lyttende kan få en større rolle i den historie, der bliver skabt undervejs. I Faldt du? går drengen på stregerne, men det går galt i fodgængerfeltet, hvor han falder ned i en drømmeverden af surrealistiske, fabulerende billeder, som der kan digtes videre på. I slutningen får faderen hevet Rasmus tilbage til virkeligheden og den stregfyldte fodgængerovergang.

Ord skaber billeder i dit hoved, men de kan også gøre det helt konkret på papiret. I Bring en ting danner digtene figurer af de ting, som de handler om. Den slags digte kaldes også for calligrammer.

Bøger kan også tale direkte til dig som læser. Det kan virke kraftfuldt og underholdende, når en af personerne taler direkte til dig ud gennem siderne. I Den her bog er ustyrlig får børnene Bella og Jacob brug for hjælp til en fjernbetjening. Den hører egentlig til en brandbil, men den styrer både børn og hund, så de til sidst kun kan komme ned fra loftet, hvis de får hjælp fra læseren.

Det er også rigtig underholdende, når gamle eventyr bliver udsat for humor og mere nutidige rammer. I De tre Bukke Bruse i badeland er sæteren skiftet ud med et badeland og trolden har også fundet vejen dertil og det gamle eventyr fødes i nye klæder.

Min personlige favorit billedbog Den lilla prærieulv er egentlig meget almindelig, men jeg lister den med her alligevel. På en bakke står en prærieulv og laver mærkelige dansetrin og så er den lilla. Den lille dreng Jim bliver draget mod toppen og mod at løse mysteriet med prærieulven, selvom han ikke vil være ved det. Jeg kan afsløre at opklaringen har en høj pris.

Jeg garanterer helt sikkert sjove og anderledes læseoplevelser, hvis man give sig i kast med disse bøger.

Den her bog er ustyrlig!
Den her bog er ustyrlig!
31.10.17