Fortællinger fra de ældre i Køge - Køge Seniorråd
Fortællinger fra de ældre i Køge - Køge Seniorråd

Fortællinger fra de ældre i Køge - bog og udstilling

03.05.22
I "Fortællinger fra de ældre i Køge" kommer man i ord og billeder tæt på 10 seniorer fra Køge Kommune, der fortæller om deres liv.

Det er Køge Seniorråd, der står bag projektet, hvor fotograf Trine Kobborg og tekstforfatter Caroline Qvist Abel har portrætteret de 10 vidt forskellige mennesker i bogform.

Fra tirsdag d. 3. maj kan portrætterne også opleves på Køge Bibliotek. Bogen Fortællinger fra de ældre i Køge kan lånes på biblioteket.

Udstillingen kan ses 3.-31. maj på Køge Bibliotek i den betjente og den selvbetjente åbningstid.

Inger Hörup,
født Rosen
Køge

Inger Horup. Foto: Trine Kobborg

"Min første mand var styrmand. En meget charmerende type, der mindede lidt om Robert Redford. Men han blev desværre tilbøjelig til at se dybt i flasken, og så kunne han godt blive lidt fysisk voldsom over for mig. Jeg havde ikke drømt om, at han havde det i sig. Jeg ville ikke risikere, at han lagde hånd på vores datter, så ægteskabet varede ikke mere end et par år, før jeg flyttede til Island.  

Jeg har for nylig fundet ud af, at jeg i virkeligheden var repræsentant for en meget lille gruppe kvinder, der faktisk kunne klare sig selv. Da jeg blev skilt fra min første mand, levede de fleste andre kvinder i ægteskab, de ikke kunne tillade sig at forlade, fordi de ikke havde et alternativ.  Det havde jeg. Jeg havde min uddannelse og mit job og tjente mine egne penge. Det var simpelthen usædvanligt, at jeg kunne klare mig selv og gjorde det."

Ann-Berit Schelde, kaldet Mikke, og Helle Lerche Nordlund
- bor sammen med deres familier på en gård under Vallø Stift.

Ann-Berit Schelde og Helle Lerche Nordlund

Mikke:
"Vi er ikke alle sammen sammen altid, for vi har vores familier og børn og børnebørn. Så der er også ting der er naturligt adskilt. Ellers kunne vi nok hurtigt få nok af hinanden. Men vi har et fællesskab, der handler om, at vi har opdyrket nogle traditioner sammen. Og vi kommer alle lige godt ud af det med hinanden. Vi kan sagtens sige fra over for hinanden. Vi har en god fornemmelse for hinanden og hinandens udfordringer. Og nærmer os hinanden på mange måder og bliver tættere. Det gør man jo, når man bor sådan her. Man bliver tætte livsvidner i den her periode."
 
Helle:
"Vi har været ude i, at vi skulle tabe os som fællesprojekt, og så købte vi en Flexitarkasse fra Aarstiderne fire dage om ugen, hvor vi skiftedes til at lave mad. Det tror jeg, vi gør igen til vinter. Ellers er det mere eller mindre sådan, at vi af vane lige spørger: Har vi noget til i aften, eller skal vi spise sammen – eller jeg har købt fisk, har I kartofler? Så det er blevet en vane at tænke på hinanden og spise sammen og handle til hinanden."

Mona Hansen
Født Larsen
Køge

Mona Hansen

"Med dragten viser jeg, at jeg går ind for de gamle traditioner og for at holde dem i hævd. En folkedanserdragt blev oprindeligt håndsyet, så det er min dragt også. I klubben har vi en garderobe fuld af dragter. Jeg føler mig ikke gammel. Jeg føler mig 25 år indeni. Måske lidt ældre. Jeg elsker at lege. Så hvis jeg har lyst til at tage en tur på rutsjebanen, så gør jeg det. Det samme gør min 82-årige storesøster. Nogle mennesker synes, vi er blevet for gamle til det. Men jeg synes, man skal holde sig aktiv, så længe man kan, og hvis jeg synes, det er sjovt, hvorfor skulle jeg så ikke gøre det?"

Bent Filsøe
Køge

Bent Filsøe

"Jeg har aldrig spurgt andre om hjælp. Der var mange, der gerne ville hjælpe dengang Anne var syg, men det klarede vi selv. Jeg er vokset op med, at man skulle klare sig selv. Det kunne ikke nytte noget, at du kom hjem og beklagede dig. Det var bare afsted igen. Ikke at mine forældre var strenge, men sådan var det bare. Hjemmeplejen kom efter Annes død og talte forløbet igennem; det var rart. Jeg taler også med mine børn om sorgen og forløbet. Gudskelov. Det er jo altafgørende at tale om det."

Sven Tage Frederiksen
Køge

Sven Tage Frederiksen

"Der er meget stædighed i ældre mennesker. Man vil helst klare sig selv. Det kommer - og I får det ligesådan en gang. Jeg bliver ærgerlig på mig selv over, at jeg falder og ikke hurtigt kan komme op igen og skal være afhængig af andre. Men det er godt, jeg kan få hjælp. Og man må nogle gange erkende, man kan alligevel ikke helt selv.

Hverdagen starter, når uret vækker klokken 8. Og somme tider slår jeg det fra og vender mig om og vågner to timer senere. Nå for pokker, så er jeg faldet i søvn igen. Og så siger jeg til mig selv: Jamen, herregud, hvad sker der ved det? Til gengæld er jeg sent i seng, først efter midnat. Hver dag tvinger jeg mig selv til at gå tur. Gå! Og det skal jeg, ellers bliver stængerne for stive. Jeg har rollatoren, for at jeg ikke falder. Det sker jeg tager stokken og går. Den er ikke så god som rollatoren, men jeg vover det en gang i mellem. Der har vi det igen. Stædighed."

Sven Tage døde i marts 2021.

Karen Margrethe Andersen
Køge

Karen Margrethe Andersen

"Benny og jeg blev gift i 1959. Den 12. oktober 1960 blev Gitte født. Hendes biologiske mor havde annonceret i Politiken, at et barn søgtes bortadopteret uden vederlag. Den lagde jeg billet ind på, hvorefter moderen kontaktede os. Da Gitte var næsten 3 måneder, forlangte moderen at få hende igen. Jeg blev naturligvis helt ude af den, for nu havde jeg jo lige vænnet mig til hende, og så tog vi ind og snakkede med moderen. Og rent ud sagt, fik hun lidt penge, og så var hun tilfreds. På vej hjem foreslog Benny, at vi kørte ud til jordemoderen for at fortælle, at det var endt godt. Da vi kom ud til hende, stod hun og snakkede med en ung pige, der åbenbart ville af med sin dreng. Jordemoderen siger, som reaktion på historien, at vi i fald det ikke havde løst sig, kunne have fået den dreng. Og så siger min mand: Jamen, ham tager vi da med, hvorefter jordemoderen kalder den unge pige op igen. Vi snakkede sammen i ti minutter, og så fik vi lov til at få drengen også, og så havde vi Jesper."

Sven og Annja Joensen
Borup

Sven Joensen

Sven:
"Vi kommer fra den frie tid. I dag er den lukkede tid. Da vi var unge, kunne man møde folk gå nøgne rundt, det sker ikke i dag. I dag er alle så kropsforskrækkede. Børnene kunne gå hjemme, det kan de jo heller ikke mere, så bliver de ikke rigtige mennesker."
 
Annja:
"Nu kan jeg jo kun tale om københavneriet. Vi var mange børn dengang, og der var altid nogle at lege med. Når vi kom hjem fra skole, gik vi straks ud og legede. Vi fik en nøgle om halsen og besked om at komme op, når de tændte lygterne. Det var den eneste regel. Jeg synes, de unge har det svært i dag – da jeg var barn startede man måske som flaskedreng, og før du vidste af det, hjalp du til i butikken. I dag kan de unge ikke komme ind nogle steder, og begynder de at læse, er de låst fast og skal have en masse point. Jeg synes virkelig, det må være svært."

Annja Joensen

Materialer