Barokmusik er det nye sort

Barokorkestret Concerto Copenhagen har fået mange hjerter til at banke for tidlig musik. Orkestret gør nemlig noget, som kun få gør: De tager afstand fra den koncertkultur, der har præget Europas musikliv igennem de sidste mange år, og de iscenesætter musikken på en helt anden måde.

Her står musikerne op, når de spiller. De improviserer og leger med tonerne, og de nyder helt åbenlyst at blæse liv i den gamle musik. Det hele sker tæt på og i tæt kontakt med deres publikum, som ofte beskriver, at de ikke bare hører musikken, men virkelig mærker musikken, når Concerto Copenhagen spiller.

Faktisk er det, orkestret gør, blot at opføre musikken på dens egne præmisser - altså med de metoder og de midler, man havde til rådighed, da musikken blev til for 300-400 år siden. Dengang bevægede man sig nemlig, mens man spillede. Man improviserede over partituret og imiterede hinandens musikalske påfund. Og ikke mindst spillede man på instrumenter, der var væsentligt anderledes end de moderne instrumenter, man typisk bruger i dag.

Concerto Copenhagens medlemmer spiller således enten på gamle instrumenter eller på tidstro instrumenter, der er bygget på samme måde som baroktidens instrumenter. Eksempelvis spiller strygerne på strenge, der er lavet af dyretarme, mens blæserinstrumenterne hverken har klapper og ventiler. Det giver en helt anden klang, end når musikken er i hænderne på et moderne orkester. Knap så fyldig og cremet, men frisk, sprød og farverig.

Er det konservativt eller innovativt? Den historiske tilgang til musikken kan umiddelbart virke temmelig traditionsbundet. Men det, Concerto Copenhagen vil, er ikke at genskabe musikken, som den lød i baroktiden. Derimod vil de gøre den gamle musik nærværende og levende ved at udnytte de muligheder for artikulation og klangdannelse, der er i de instrumenter, musikken oprindeligt var tiltænkt. For Concerto Copenhagen handler det ikke om at genskabe den gamle musik - det handler om at skabe originale nyfortolkninger.

 

Af Anonym (ikke efterprøvet)
20.03.18