Opera i romantikken: Verdi og Wagner

En introduktion til Verdis sangbare melodier og Wagners dramatiske mytologiske univers.

Begge er de født i 1813, men de nåede aldrig at møde hinanden. Verdi og Wagner repræsenterer det ypperste inden for henholdsvis italiensk og tysk opera, men deres musikalske udtryk  er som dag og nat: Verdi er rundet af en lang italiensk operatradition, mens Wagner var den første egentlige operakomponist i Tyskland, hvor særlig instrumentalmusikken blev vægtet højt. Dermed blev Wagner den mest betydningsfulde operakomponist i Tyskland i den romantiske periode, lige som Verdi stod i spidsen for italiensk opera i samme periode.

Verdi var bekendt med Wagners musik, men han mente, at italiensk opera skulle afspejle italienernes særegne sans for blændende, melodiøs sangkunst frem for en streng dramatisk sammenhæng. Det er bestemt ikke tilfældigt, at Italien er operaens arnested.

 

Orkesterets rolle

Hos Verdi huskes mange af de iørefaldende sange umiddelbart efter, at man har hørt dem, fordi orkesteret hos Verdi først og fremmest fungerer som akkompagnement til sangene. Operafans verden over kan da også forholds let erindrer sig melodierne. Fx libiamo ne' lieti calici (drikkevisen) fra La Traviata eller ”Va pensiero, sull’ ale dorate” også kendt som fangekoret fra Nabucco.

Imidlertid opnår orkesteret også hos Verdi efterhånden en mere selvstændig rolle, hvor komponisten forlader de såkaldte tidlige nummer-operaer. Eksempler på dette høres fx i Otello og i Verdis eneste komiske opera Falstaff. Begge regnes blandt mesterværkerne, og nogle fans taler ligefrem om verdens bedste operaer! Otello foregår i slutningen af 1400-tallet i en havneby på Cypern. Falstaff fra 1893 bygger på Shakespeares dramaer De lystige koner i Windsor og Henrik IV. Verdi var da 80 år og var glad for at kunne bevise over for publikum, at ” Her er vi endnu!! Længe leve os!!” Den mest pompøse opera er Aïda fra 1871, hvor publikum til overflod bliver tilgodeset både syns- og lydmæssigt. Aïda blev komponeret på bestilling fra en ægyptisk ”lord” til fejring af Suez-kanalens åbning.

Hos Wagner ville det derimod være utænkeligt at adskille sang og orkester. Wagner var heltopslugt af egne idéer om at integrere orkestermusikken i iscenesættelsen, i dekorationerne og i teksterne til sangene under et hele. På den måde talte Wagner om et såkaldt Gesamtkunstwerk - det vil sige et helhedskunstværk, hvor alle ingredienser spiller sammen. Netop derfor lod Wagner sit eget festspilshus opføre i Bayreuth i 1876 finansieret af Kong Ludwig II.

Wagner er desuden kendetegnet ved sine mange ledemotiver, hvilket vil sige en slags kendingsmelodier, som høres fra orkestret hver gang en figur i operaen eller en bestemt idé dukker op. Wagners idéer var så spetakulære og fremmedeartede for datidens tilhørere, at man som musikelsker enten var for eller imod komponistens musik.

 

Handling, tekst og personskildring

Handlingen i Wagners operaer hentes i flere tilfælde fra den nordiske og germanske mytologi og har en filosofisk, psykologisk vinkling. Wagner forfattede selv sine tekster, hvoraf mange er af høj digterisk værdi.

Verdi tillagde til gengæld ikke teksterne stor betydning, og han nøjedes derfor i begyndelsen med forhåndenværende materiale, forfattet af datidens digtere, hvoraf nogle er af tvivlsom litterær kvalitet. Dog valgte Verdi også mange tekster fra Shakespeares hånd til sine operaer.

I modsætning til Wagners figurer kan publikum hos Verdi lettere identificere sig med personerne, idet han i vid udstrækning skildrer menneskelige følelser og konflikter.

 

Verdis og Wagners musik i litteratur og film

Verdis musik blev så populær i samtiden og i eftertiden, at mange af hans melodier fra de berømte operaer er indgået i populærkulturen. Den østrigske verdensforfatter Franz Werfel har fx skrevet en historisk roman om Verdi.

En anden berømt forfatter, tyskeren Thomas Mann, var en stor beundrer af Wagners musik, og han omtaler fx musikken til kærlighedsoperaen Tristan und Isolde i sin slægtsroman om familien Buddenbrooks storhed og forfald. I lighed med Mann følte også Wagner sig splittet mellem omgivelsernes forventninger til hans borgerlige pligter og hans egne personlige ambitioner som kunstner. Ydermere udgav Mann to essays om Wagner.

Fra Die Walküre genkender vi valkyrie-ridtet, som har været anvendt som kendingsmelodi i mange film- og mediesammenhænge.

 

Et lille udpluk af berømte værker af Verdi og Wagner

 

Giuseppe Verdi:

  1. Rigoletto, 1851
  2. La Traviata, 1853 efter forlæg af Alexander Dumas 
  3. Troubaduren, 1853
  4. Maskeballet, 1859
  5. Simon Boccanegra, 1857
  6. Skæbnens magt, 1862
  7. Don Carlos bestilt til Verdensudstillingen i Paris 1867

I operaerne vender Verdi sig fra det skabelonagtige, der havde præget italiensk opera hidtil og skabte med disse store musikalske værker figurer i troværdige indbyrdes og indre spændinger. Verdi har desuden betænkt lyttere af kammermusik med sin eneste strygekvartet i e-mol.

 

Richard Wagner:

Mest omfattende værk er Nibelungens ring, der er en operacyklus og består af fire helaftensoperaer med titlerne Rhinguldet, Valkyrien, Siegfried og Ragnarok. Operaerne er bygget op omkring helteskikkelsen Siegfried, og idéen med værket er at vise guldets forbandelse med dets magt over menneskene og de deraf følgende ulykker.

Wagner skrev desuden værkerne Tannhäuser og Mestersangerne i Nürnberg, som begge tager udgangspunkt i middelalderen og handler om riddere og sangerkonkurrencer. Mestersangerne i Nürnberg er Wagners eneste muntre opera, hvorimod Den flyvende hollænder betegner en forløsningstanke og skildrer et spøgelsesskib, hvis kaptajn er evigt jaget på det åbne hav, og hvor en forløsning først finder sted med kærligheden fra en kvinde.

Lohengrin handler om en gralsridder, igen fra middelalderen, som er udset til at frelse en uskyldig kvinde. Det var selveste Franz Liszt, Wagners svigerfader, som i Weimar uopførte Lohengrin i 1850.

MacBeth er en af de mange operaer, som Verdi har komponeret
MacBeth er en af de mange operaer, som Verdi har komponeret
19.01.15