Foto: Unsplash+ / Daiga Ellaby

Dorte anbefaler: Drømmen om et nyt liv

16.04.24
Når benene bliver slået væk under en, og man pludselig ser sit livsgrundlag smuldre, skal man så bare give op? Hovedpersonerne i disse dejlige bøger gør ikke, de baner sig tålmodigt og stædigt en ny vej, som måske endda er bedre end den gamle vej.

Sue Moorcroft: Sommer på den franske bogcafé

Kats himmel går fra at være meget blå til pludselig at være ret overskyet. Det truer med at vælte Kat , men langsomt og møjsommeligt får hun samlet sig selv op, og løst problemerne.

Hun kommer gennem sommeren og må sande, at fortiden nogle gange har det med at spille ind. Hvilket betyder, at man ikke altid kan se skoven for bare træer. For Kats vedkommende de fine muligheder for at få en god kæreste.

En helt igennem dejlig fortælling, hvor personerne, også mændene, får lov at være helstøbte.

Lucy Dillon: Vejen tilbage til lykken

Juliet er enke, et modbydeligt ord, som betyder, at alle har lov til at komme med velmente råd til at komme videre med livet.

Kun langsomt får Juliet hold på en ny og meget anderledes tilværelse, hvor hun pludselig skal forholde sig til en masse uinteressante ting som for eksempel, hvor sikringsskabet befinder sig i hendes hus eller en sprække i væggen, som kan være alvorlig.

Juliets hund Minton, Jack Russel-terrier, og en hæsblæsende rock´n´roll-familie som nabo er stærkt medvirkende til at få lirket Juliet ud af sin skal.

En herlig bog med ikke en side for meget, og et dejligt gensyn med dyrlægen George og andre personer fra Ensomme hjerter og herreløse hunde og Mine 100 ting.

Robyn Carr: Virgin River – når sneen falder,  bind 4

Så er der nyt fra Virgin River.

Ian og Marcie kender hinanden gennem Bobby, Marcies afdøde mand. Ian har afskåret sig fra alt og alle i bjergene ved Virgin River i en hytte, som han har arvet efter en gammel eneboer.

Men det lader Marcie sig ikke skræmme af, og hendes vedholdenhed trækker langsomt Ian ud af sin selvisolering.

Det skaber mange morsomme situationer, og igen synes jeg, at skildringen af dem er rigtig fin og omsorgsfuld. Man får et indblik i det at være pårørende til en militærperson, og forstår måske en flig af de trængsler, der kan være.

Robyn Carr: Virgin River – et sted for lykken, bind 5

Vanessa, enke efter Matt, og Matts bedste ven Paul, er denne gang hovedpersoner.

Vi følger dem gennem det tunge savn af Matt og til deres spirende forelskelse, som byder på nærmest uoverstigelige forhindringer for at få lov til at folde sig ud.

Carr har en evne til at give disse personer liv, så de ikke bare er gode eller onde. Indimellem er hendes fascination af militærlivet lige lovlig sukkersød, men man bærer over med det, fordi hun skriver så medrivende. Så stadigvæk en varm anbefaling fra mig.

Linnea Carlsson: Sød som honning

Carlson har med denne debut startet en serie, der hedder Morfars gård.

Hvis man ser bort fra diverse småfejl i oversættelsen, er det en fin lille roman. Handlingen er meget hverdagsagtig og nede på jorden, indimellem er den lidt for forklarende. Men Hanna, hovedpersonen, er alligevel værd at stifte bekendtskab med.

Med købet af sin morfars gamle gård bryder Hanna op fra Malmø, og bygger et nyt selvstændigt liv op. Da hun er god til at falde ind i forskellige kredse, får hun hurtigt nye venner.

Jeg er spændt på at se, hvordan forfatteren vil fortsætte serien.

Materialer