Dorte anbefaler: Romaner om kvinder på flugt - fra krig eller lokale konflikter
Det er ikke meget bedre, når man lukker landsbyernes faste holdepunkter ned.
Gill Paul: Zarens datter
Hvad nu hvis en af medlemmerne fra zarfamilien overlevede og rent faktisk levede i mange år efter? Det har Gill Paul prøvet at forestille sig, og det er der kommet en meget fin 2-spors roman ud af.
Vi følger officeren Dmitrij fra 1914 og frem samt Kitty i 2016. På meget elegant vis flettes de to historier sammen, så man bagefter tænker, at det kunne da sagtens have været foregået på den måde. Husk at læse det historiske efterord til sidst, det er interessant.
Freya Sampson: Mit hjertes bibliotek
June Jones synes ikke, hun er noget særligt og er groet fast i denne forestilling. Da hendes elskede bibliotek er lukningstruet, tvinges hun ud af sin skal og til at folde vingerne ud. Det lyder meget banalt, men samtidig er der en stor kærlighed til biblioteker.
For et bibliotek er jo meget mere end bare bøger. Det er stedet, hvor man kan mødes og diskutere en bog i læsekredsen. Der er forskellige arrangementer, eller bibliotekaren kan hjælpe et barn til en ny dejlig bog at fordybe sig i. Sampson rammer plet og har den samme forståelse for biblioteker, som jeg altid selv har haft. Så god fornøjelse med Mit hjertes bibliotek.
Louise H.A. Trankjær: Blå nætter
Et nyt liv i et nyt land, som er varmere end Danmark, er hvad Maja drømmer om. Så hun køber et hus ubeset og rykker teltpælene op. Men nissen flytter som bekendt med, og Maja skal ud på en del omveje for at lande ordentlig i sit nye liv.
Det er en fin lille roman med et sanseligt sprog, så jeg havde svært ved at slippe den, da først jeg var begyndt.
Mary Ellen Taylor: Arvingernes drømme
Med Arvingernes drømme er vi igen i Amerika, Chesapekebugten i Cape Hudson 2017 og 2018 samt 1902 og 1939 med en intrigant svigermor, en restaurering af en gammel jagthytte og handlekraftige kvinder. Der er et dejligt gensyn med Lucy Kincaid fra Mindernes hus.
Vi følger Megan og i datiden er det blandt andet Diane og Adele. Det er en fin fortælling, hvor tidssporene flettes ud og ind i mellem hinanden. Der er store tab undervejs, men også en chance for at komme overens med fortiden. Man skal bare lige huske at læse det hele, for ellers overser man de små spor, der er lagt ud undervejs.
Fiona Valpy: Håbet ved verdens ende
Casablanca, Marokko 1941 til 1942 og 2010. Her til denne smeltedigel kom mange flygtninge fra det krigshærgede Europa. Man kommer helt tæt på deres desperation for at få fat i visum først til Amerika eller England og derefter til Portugal og så til sidst transfervisa.
I sidste ende kan det første visum nå at udløbe, før de andre er på plads. Men der er også plads til at beskrive den fantastiske natur. Alt dette kan man følge i Josies dagbog, som Zoe finder i 2010, og snart fordyber sig i. Valpy har det gjort det igen, blæst mig fuldstændig bagover. Jeg slugte den, så hurtigt jeg kunne vende siderne.