Dorte anbefaler Hellberg, Kleypas og Estes

Af Anonym (ikke efterprøvet)
02.05.18
3 hyggelige romaner til dig, der slet ikke kan få nok af Moyes, Pilcher, Steel, Riley, Binchy, Willett & co.

 

Åsa Hellberg: Sonja får en chance til

Godt nyt til alle, der var kede af at slippe Sonja, Rebecka, Maggan og Susanne i Sonjas sidste vilje.

Her får man en fin fortsættelse, som handler om at bevare sig selv midt i et nyt liv, hvor penge ikke er et problem. Heller ikke de 3 veninder har undgået store udfordringer, hvor talemåden "sygdom er hver mands herre" stadig gælder.

Alligevel og på trods lykkes det at komme hele ud på den anden side, måske knap så rosenrødt som første bog lagde op til, men i virkeligheden mere noget man kan forholde sig til med eller uden penge.

Jeg synes, at forfatteren har skrevet en helstøbt bog, som varmt kan anbefales.

 

Lisa Kleypas: Den nye jarl

Kleypass har afsluttet Wallflower- og Hathaway-serierne, og har nu kastet sig over en ny serie, hvor man følger Ravenel-slægten.

Som i de andre serier er der fordærvede mænd, handlekraftige kvinder og passion i mængder.

Serien starter med Devon Ravenel, som modvilligt har forladt sit komfortable liv i London for at overtage godset i Hampshire. På godset er der foruden den forventelige gæld også den afdøde jarls enke og hans 3 søstre, som trænger til hjælp.

Devon havde egentlig regnet med bare at smide dem ud, men da virkeligheden trænger sig på, må disse planer hurtig ændres.

Man får et fint indblik i adlens privilegier men også de forpligtigelser, der følger med arven.

Jeg synes, Kleypass går mere ind i tyendets vilkår denne gang, og det klæder handlingen. Kan man lide de andre serier, er denne også god at læse.

 

Kelli Estes: Fortidens skygger

Har man læst alt af Lucinda Riley og Kate Morton, er her godt nyt.

Estes har også et fortidigt og et nutidigt spor parallelt kørende: 1886 og nutiden uden årstal, der fungerer fint.

Man fornemmer, at de kinesiske emigranters skæbne har påvirket Estes meget. Det er der kommet en helstøbt fortælling ud af om en fiktiv kvinde Mei Lien, og fra nutiden Inara Erickson, som opdager, at hendes slægtshistorie er flettet sammen med Mei Liens.

Jeg synes især, at slutningen er flot. Den skal ikke røbes her, kun vil jeg give mine varmeste anbefalinger til en debutant, som sagtens kan hamle op med Morton og Riley.

Materialer