Kærlighed, familie og sammenhold er de gennemgående temaer i de 4 romaner, som Dorte her anbefaler

4 bøger til fans af Riley og Morton

Af Anonym (ikke efterprøvet)
20.08.19
Der er masser af romantik og drama i disse 4 romaner, som Dorte anbefaler.

 

Min mors hemmeligheder af Nikola Scott

Her er en dejlig bog i sommervarmen til alle fans af Lucinda Riley, Kate Morton og Kimberley Freeman. På årsdagen for hendes mors død får Adele det ene chok efter det andet. Vi følger 2 tidsspor 1958 og nutiden. Efter en lidt tung start får handlingen luft under vingerne, så jeg ikke kunne slippe bogen, før den var læst til ende. Det er et fint plot, Scott har skruet sammen, og man lever intenst med i personernes udvikling, og slutningen binder fint de mange sløjfer sammen.

 

Hotellet ved Skyggesøen af Daniela Tully

Er man til Kate Morton og Katherine Webb får man med Tully et godt bud på et gribende familiedrama, hvor forfatteren tager os med både til Tyskland i 1938 og under 2. Verdenskrig og nutidens USA. Der er i rigt mål af både spænding, mystik og kærlighed, som gør bogen levende. Jeg var meget optaget af, hvordan Tully har spundet personernes liv sammen, så det virker sandsynligt. Det er forfatterens debutroman. En dejlig bog at slappe af med.

 

Kate og Rosemary af Libby Page

Endnu en debutroman, denne gang fra London, bydelen Brixton. Her er det venskab og sammenhold, der hyldes. Om den ubærlige ensomhed i storbyen, som mildnes af det lokale friluftsbad. Paradise Living vil købe friluftsbadet og omdanne det til et paradis for ejerboliger som en golfbane. Under kampen for at bevare badet frem for, at kommunen sælger det til Paradise Living, spirer et venskab frem både mellem den unge og den ældre kvinde og mellem mange af indbyggerne i Brixton. Det er en herlig bog, som sagtens kan finde sin plads ved siden af både Freeman, Riley og Morton.

 

Et uventet besøg af Åsa Hellberg

Her er en roman også for hesteelskere. En ung kvinde mister sin playboy-far, og står til at arve det hele kongerige. Men selvfølgelig dukker der uventede familiemedlemmer op, som også vil have sin del af kagen. Der er også en præst, som er træt af at være præst samt dennes hund Winston, en Grand Danois. Kort sagt har Hellberg endnu en gang skruet et plot sammen, som er værd at fordybe sig i.

Materialer